velkommen

Snurren i fingrene

Snurren i fingrene

I Solar Plexus få vi ofte henvendelser med “snurren” i fingrene. Snurren i fingrene (eller i andre dele af kroppen) betegnes i lægevidenskaben som paræstesi, hvilket er udtryk, der dækker over forskellige symptomer på nervesygdomme. Sovende fingre, kilden, prikkende eller brændende fornemmelser o.lign. er ligeledes paræstesier; disse kan desuden være ledsagede af smerter.

Paræstesier kan opstå pga. tryk på en nerve, fx ved diskusprolaps eller karpaltunnelsyndrom. Betændelsesforandringer eller stofskifteforstyrrelser i en nerve, fx ved nervebetændelse, ledsages ofte af paræstesier. Raske personer kan opleve, at en arm “sover”, hvis de i søvne har ligget på armen, ligesom der kan opstå paræstesier i benene, hvis man har siddet for længe i samme stilling på et hårdt underlag.

Årsager

Der kan være mange forskellige årsager til, at man oplever snurren i fingrene. Ofte har årsagen til snurren i fingrene sammenhæng med én af følgende:

  • At forholde sig passiv i den samme stående eller siddende stilling i lang tid
  • Pres eller tryk på en nerve i nakken eller langs armen fra overbelastede/spændte muskler
  • Pres eller tryk på en spinalnerve fra rygsøjlen (som ved diskusprolaps)
  • Pres eller tryk på nerverne fra forstørrede blodårer, arvæv, infektion, svulster eller cyster
  • Manglende blodforsyning til fingrene: f.eks. at man sover forkert på sin arm eller at man foretager gentagende bevægelser med armen
  • Neurologiske problemer f.eks. en skade på en nerve
  • Strålebehandling kan i nogle tilfælde være årsag til snurren i fingrene
  • Mangel på vitaminer – især mangel på B12-vitamin
  • Usædvanligt høje niveauer af calcium, kalium eller natrium i kroppen

Herudover kan bl.a. en af de følgende helbredsmæssige tilstande være årsager til snurren i fingrene:

  • Karpaltunnelsyndrom (tryk på en nerve i håndleddet)
  • Infektioner som helvedesild (herpes zoster)
  • Diabetes
  • Alkoholisme
  • Migræne
  • Multipel sklerose

Behandling og udsigt til bedring

Hvis din snurren i fingrene blot skyldes muskulære spændinger, der forårsager en nerves afklemning, kan problemet ofte afhjælpes ved manuelle behandlinger kombineret med f.eks. stræk eller andre øvelser. Massage, fysioterapi, afspænding/psykomotorisk terapi eller akupunktur kan hjælpe til at løsne spændingerne; i nogle tilfælde kan du mærke bedring efter blot en enkelt behandling eller to.

Et forløb hos en psykomotorisk terapeut kan også anbefales: Her kan man arbejde med at ændre uhensigtsmæssige vanestillinger og opbygge nye og mere hensigtsmæssige bevægemønstre og kropsholdning.

Selvom snurren i fingrene kun sjældent skyldes alvorlige sygdomme eller tilstande, kan årsagerne medføre komplikationer, der resulterer i permanente nerveskader. Derfor er det vigtigt altid at opsøge læge, hvis man har vedvarende snurren i fingrene, og hvis man f.eks. har andre usædvanlige symptomer.

Råd og vejledning

Hvis du kan genkende dette symptom, kan du følge vores øvelsesinstruktion over en kort periode på egen hånd. Forsvinder smerterne og ubehaget ikke, skal du søge behandling og instruktion i øvelserne hos en professionel behandler eller evt. gå til egen læge for at få udredt dit symptom. Du er også velkommen til at benytte dig af vores gratis konsultation. Her vil en erfaren behandler stå til rådighed for dine spørgsmål på udvalgte tider i løbet af ugen. Du kan skrive en mail til gratiskonsultation@solplex.dk eller ringe 33150066.

Øvelser til snurren i fingrene

Nakkestræk

Formål: Løsne spændinger i nakken og aflaste nerveafklemningen

Udgangsstilling: Stående

Øvelse: Placér den ene hånd på hovedet og lad det hænge ned mod skulderen. Derefter drejes hovedet lidt mod denne skulder. Træk forsigtig ned mod brystet, således at det strækker i nakken på modsat side. Sørg for at sænke den modsatte skulder. Hold stillingen 30 sek. Gentag til den anden side.

Stræk af bryst

Formål: Løsne spændinger som måske presser på en nerve på forsiden af skulderen (Pectoralis major og minor)

Udgangsstilling: Stående

Øvelse: Stå ved en væg med skulderbredes afstand fra den og ræk din arm bagved dig og placer din hånd på væggen, armen er strakt ud nogenlunde i skulderhøjde. Drej evt. kroppen lidt udad (væk fra væggen) for at øge strækket. Træk vejret dybt mens du strækker. Hold stillingen i 30 sek. Gentag med den anden arm. Gentag øvelsen tre gange dagligt.

Ryst skulder, arme og hænder

Formål: Løsne spændinger i skulderne, i armene og i håndled

Udgangsstilling: Stående

Øvelse: Stå med en skulderbreddes afstand mellem fødderne, som er godt plantet på gulvet, stå evt. på bare fødder. Begynd at bevæge kroppen op og ned ved at fjedre fra knæene og lad skuldrene være løse. Stop op efter 30 sek. og træk skuldrene på plads. Begynd at ryste dine arme ind og ud i et hurtig tempo i 30 sek. Ryst bagefter kun dine hænder i retning op og ned i 30 sek.

Gentag øvelsen to – tre gange dagligt. Undersøg gerne andre retninger som føles godt. Stop øvelsen hvis du oplever smerte.

Gør jeg øvelsen rigtigt?

Få personlig instruktion i øvelser, som præcist adresserer dine behov ved at booke en tid hos en behandler, som har erfaring i at instruere i øvelserne. Her kan du også få flere øvelser som støtter om lige netop dine udfordringer med holdning m.m., og øvelserne kan gives med video og tekstinstruktion både på email og din smartphone. Det kræver dog, at du ringer og booker en tid, så behandleren har tid til at undersøge dig og sætte et godt program sammen til dig.

Ring for nærmere info på tlf. 33150066

Klik her for anbefalede behandlere

Book online eller ring 33 15 00 66

Se vores priser her